Mandag den 6. august kunne Frederiksborg Amts Avis berette, at Hillerød Kommune, som en af kun 48 danske kommuner, vælger at opkræve den såkaldte dækningsafgift. En afgift der kan nå ti promille af forskellen mellem værdien af en virksomheds faste ejendom, og værdien af grunden den ligger på – eller, for at bruge Søren Larsen fra DI’s ord, ”dækningsafgiften er alene en skat på vækst og udvikling.”
Foss’ nye domicil i Hillerød skønnes at koste virksomheden 1,2 mio. kr. mere i skat, end den betaler i dag. Det opkræves den, selvom ledelsen har svært ved at se, hvad den får for pengene, og det opkræves den, selvom Hillerød Kommune burde takke virksomheden for at gøre klar til de næste 30-40 år løbende at placere nye arbejdspladser i byen. Endelig opkræves dækningsafgiften, selvom vi ved, at den før har skræmt virksomheder og arbejdspladser fra byen. Det er f.eks. ikke længe siden, kommunen måtte se investeringen i et nyt legeland fordufte netop på grund af ekstraskatten på vækst og udvikling.
Hillerøds socialdemokratiske borgmester, Kirsten Jensen, nægter, på vanlig ideforladt vis, at lytte til DI og virksomhedernes berettigede bekymringer. I stedet for at skabe fantastiske betingelser for jobskabelsen i Hillerød meddeler Kirsten Jensen, at hun ikke kan ”se nogen mulighed for at reducere vores serviceniveau med det beløb, som dækningsafgiften giver.”
Jeg og Liberal Alliance i Hillerød mener, at det er både asocialt og fattigdomsskabende ikke at tage erhvervslivets opfordringer til efterretning. Vores serviceniveau kan kun fastholdes, så længe beskæftigelsen er høj og indtjeningsmulighederne gode. Vi ved selvfølgelig, at en lettelse af dækningsafgiften kræver finansiering, men at tro, at serviceforringelser er den eneste måde at skaffe den på, er alt for ringe.
Dels skaber lavere skatter i sig selv vækst, der kan skaffe ny rigdom til Hillerød, og dels er der mange gevinster at hente, hvis man er villig til at kigge mere kritisk på, hvordan kommunen bruger penge, end det nuværende byrådsflertal indtil videre har været villig til at gøre. Det er for eksempel kun to uger siden, jeg, i netop denne avis, pegede på, at udlicitering af vej- og parkopgaverne, ifølge Dansk Byggeris konservative bud, vil kunne frigøre 7,6 mio. kr. Det er ikke nok til at afskaffe dækningsafgiften, men så er vi da godt i gang. Hvor der er vilje, er der vej!
Læserbrevet blev bragt i Frederiksborg Amts Avis den 8. august 2012.


Skriv en kommentar
Comments feed for this article