Den et år gamle partiforening for Liberal Alliance i Hillerød afholdt tirsdag den 22. november generalforsamling i Kulturværkstedet på Fredensvej. På generalforsamlingen blev der gjort status over det første års resultater, og der blev særligt noteret stor tilfredshed med partiets flotte lokale valgresultat ved folketingsvalget i september.
Det nyvalgte folketingsmedlem Joachim B. Olsen, deltog i generalforsamlingen. Om den første tid på Christiansborg sagde han blandt andet: ”Det lever virkelig op til mine forventninger. Der er meget at læse op på til udvalgsarbejdet, og det skal nås inden de mange møder i løbet af en typisk arbejdsdag. Jeg kan godt lide at komme før alle andre og sætte mig på mit kontor og læse nogle timer”. Joachim B. Olsen er partiets nye ordfører både for sundhed, beskæftigelse og integration, og har allerede krydset klinger med flere ministre i folketingets spørgetid om onsdagen.
Generalforsamling bød på genvalg til både formanden Jonathan Nielsen og bestyrelsesmedlemmerne Allan Gade, Martin Plambæk og Ron Wolters. Bestyrelsen kunne dog også udvides med det nye medlem Dennis Eskildsen. Dennis, der er afdelingschef i en it-virksomhed og far til to børn, har længe været politisk interesseret. At han nu har meldt sig ind i Liberal Alliance, og ønsket at deltage i det lokale bestyrelsesarbejde, er en konsekvens af de udfordringer, han set sin og andre arbejdspladser: ”På grund af det danske skattetryk er det svært at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft. Det viser, at vi er nødt til gøre noget for at forbedre vores konkurrenceevne.”
Jonathan Nielsen skitserede i sin tale til generalforsamlingen den vigtigste opgave i det nye foreningsår: ”I 2013 skal der afholdes kommunalvalg, og vores klare ambition må være, at Liberal Alliance bliver repræsenteret i Hillerød Byråd. En forudsætning for at det mål kan nås, er at vi over næste år bruger den nødvendige energi på at få sammensat et stærkt valgprogram for partiet.” Om valgprogrammet sagde han: ”Det skal selvfølgelig ligge i naturlig forlængelse af de ting vores parti i forvejen er kendt for: kampen for lavere skat, kampen imod overadministration og unødigt bureaukrati, en udpræget erhvervsvenlighed der kan trække vores vækst i gang igen og et opgør med berøringsangsten overfor nye løsning – f.eks. i forhold til udlicitering af kommunale opgaver og i forhold mulighederne for at give mere frihed til private initiativer.”


Skriv en kommentar
Kommentar feed for denne artikel